Se den lille kattekilling …

Ej, hvor er den sød! Og det er lige præcis dét, der er problemet.

Vi havde ellers lagt fornuftigt ud med at sige til børnene:

“Når vi får killinger, så husk, at vi kun kan beholde én af dem”.

Men allerede inden missemor havde født sine killinger var det blevet til et nølende én-måske-to…

Så kom de.

Fem små tuttenuttede killinger, og siden har vi brugt stort set alle vores fælles måltider i familien på at finde ud af, hvilke killinger vi skal beholde, og hvilke vi skal forære væk eller sælge. Og det værste er, at det ikke kun er børnene, der har svært ved at skille sig af med nogle dem. Det er også mig.

Jeg har kigget på den ene og den anden killing, og ganske for mig selv gransket situationen, og hver gang fyldes jeg af kvaler. For skal det være den grå, den stribede, den sorte, den plettede? Hvem vil jeg allerhelst beholde? Og hvem vil jeg sige farvel?

Jeg har prøvet at mærke efter, om der skulle være én eller to af killingerne, jeg føler mere for end de andre – og det ér der jo. Men straks jeg formulerer det for mig selv, sætter jeg i en slags undvigemanøvre spørgsmålstegn ved mine bevæggrunde: Er det bare fordi de udvalgte er smukkest? Sødest? Mest hjælpeløse? Og er dét de rigtige kriterier at vælge ud fra? Desuden føler jeg for mange af dem.

Ja, faktisk dem alle, når jeg mærker sådan rigtigt efter…

Så hvem kan jeg nænne at gå af med? Ingen tilsyneladende.

Min fornuftsbårne, nagelfaste udmelding til børnene forud for missemors fødsel af de fem misse-skatte-basser er derfor med skam at melde blevet afløst af den ene vaklende udmelding efter den anden:

“Nej, jeg kan heller ikke vælge” og “Jeg har også lyst til at beholde dem alle sammen”.

At jeg opfører mig som et ligeså stort (eller lille?) barn som mine børn, betyder udmålt i procenter, at deres parathed til at lade sig skille af med nogen af killingerne er skrumpet fra 60 procents parathed til ingen parathed. Som i nul.

Vi har ellers en farfar, som gerne vil have en kat. Det skulle derfor være ligetil. Vi vil få den at se, når vi er hos farfar, og vi ved, at den vil få det godt. Hos farfar måtte den forhenværende kat sove på hovedpuden, og den får en stor skov at færdes i. “Så kom nu, for pokker!” siger jeg til mig selv i et forsøg på at nå til en beslutning. Jeg ved jo, at hvis jeg kan komme overens med at sige én killing farvel, skal børnene nok også – selv om chancerne for det scenarie skrumper, som tiden går og killingerne vokser til.

Min mand har ikke givet op endnu. Han forsøger til stadighed at foreslå den ene og den anden killing, som den mulige der skal have exitstemplet og over til farfar. Han har endnu ikke givet fortabt på at få bare én femtedel fornuft til at sejre. Men hver gang er der én af os, der ryster på hovedet.

Nej, ikke den!

Han er i øvrigt selv helt tosset med de små kille-miller. Det hjælper ham ikke i hans bestræbelse. Vi er altså gået fra en situation, hvor vi kun skulle beholde én, til en situation, hvor vi prøver at få os selv til at gå af med én – og selv dette synes nu at mislykkes.

Nu er jeg så begyndt at sortere selektivt i omgivelsernes reaktioner på min ulyst til at skille mig af med nogen af killingerne, så jeg kun gemmer på de udsagn, der bestyrker mig i, at man godt kan beholde et helt kuld killinger. Ja, faktisk leder jeg ligefrem aktivt efter sådanne udsagn og input:

“Du er den blødeste landbokone, der overhovedet findes,” sagde min svoger, mens han rystede på hovedet. Den valgte jeg at tage gladeligt på mig.

“Dem der er født hos mig er fredet,” sagde en mand i et Søren Ryge program på tv, da han skulle forklare, hvordan han dog var endt med at have 60-70 heste og selv bo i en campingvogn ved siden af en lade. Den tilgang tog jeg straks til mig og gjorde til min.

“Det der er jo helt grotesk, I kan jo ikke have så mange katte,” sagde indtil flere ved et middagsselskab.

Jeg vaklede lidt mod flertallets krasbørstige udmelding, og så var der pludselig én, der gik kontra og sagde: “Sig mig engang, bor I ikke på landet?”

Hvortil jeg spagfærdigt svarede: “Jo”.

“Så kan man da sagtens have mange katte,” sagde hun. Jeg besluttede at det synspunkt, går jeg med.

Vi har nu indhentet et samlet tilbud fra dyrlægen på kastration af fire han-killinger og sterilisation af en hun-killing samt en misse-mor.

For skal vi beholde dem alle, skal vi i hvert fald ikke have flere katte. Jeg har trods alt ikke tabt min realitetssans fuldstændig af mødet med de fem små uldtotter.

Bortset selvfølgelig fra at vi kunne, jo lige lade hunkillingen få killinger én enkelt gang…

Men så bliver de ikke ’for keeps’.

Det gør de altså ikke…